Mon ikke de fleste af os har den holdning, at mad burde være en menneskeret?
Det er det dog så langt fra, og det kan være svært at forstå, når man løbende hører om organisationer, der forestår store indsamlinger af penge til verdens fattige og politikere fra alverdens lande, der mødes og giver hinanden hånden på, at nu skal der gøres noget effektivt ved sult på et højere politisk plan. Det er sket i årtier, og alligevel er sult og periodevis hungersnød stadig en del af hverdagen for mange.
I 2014 skønnes omkring 925 millioner mennesker ikke at have adgang til tilstrækkelig mad på verdensplan. Det svarer til 1/7 af verdens befolkning, og af de sultende er 2/3 kvinder og børn, selv om de ”kun” udgør halvdelen af verdens samlede befolkning.
Mange steder på jorden regnes aids, malaria og tuberkulose som menneskets værste fjender, men faktisk er sult og fejlernæring en endnu større sundhedsrisiko – og en tikkende bombe under mange lande. Det handler derfor om ikke at give op over for sult, selv om det nogle gange kan virke næsten trøstesløs, når man hører om endnu en hungersnød og epidemier, som er forårsaget af utilstrækkelig adgang til rent vand og levnedsmidler. Men netop at være vedholdende og bevare fokus på vigtigheden af at arbejde effektivt og målrettet er nødvendigt for at opnå målet, nemlig en verden uden sult.
Der findes 3 former for sult:
• Kronisk sult – kaldet stuntning, hvor man mangler vigtige mineraler. Tilhører man denne gruppe, er der en betydelig risiko for at dø.
• Marasmus – hvor man mangler energi og proteiner. Dette resulterer i, at man bliver tynd og nedbryder en stor del af sit proteinlager.
• Akut underernæring – kaldet kwashiorkor. Denne type sult gør, at man får meget vand i kroppen, og det påvirker én langt mere, end hvis man er tynd.
Uanset, hvilken type sult, der er tale om, foregår nødhjælpsarbejdet på flere planer i lokalområderne, lige som der sætte ind både akut og med langsigtede projekter.